De fleste her på egnen er bekendt med at der i Løgumkloster findes en krigsfangekirkegård, og kender også lidt til historien, nemlig at der under første verdenskrig blev anlagt en krigsfangelejr, hvor belgiske, russiske og franske krigsfanger blev internerede under kummerlige forhold.
De fanger, der ligger begravede på kirkegården, er for det største dels vedkommende offer for en tyfusepidemi, der hærgede lejren i foråret 1915. For at undgå smittespredning til civilbefolkningen valgte man at anlægge en kirkegård i nærheden af lejren.
Imidlertid er det næste kapitel af lejrens historie måske ikke så kendt:
Lejren blev fra 1917 anvendt til straffefanger fra den tyske hær; det kunne være desertører eller soldater, som på anden måde havde gjort sig hjemfalden til straf. Af disse fanger døde 39 under opholdet i lejren, og de blev begravede på den normale kirkegård ved kirken. Gravene blev markerede med gravsten af samme art som de der er anvendt på krigsfangekirkegården.
Også lejrlægen, der døde under den førnævnte tyfusepidemi blev begravet ved kirken.
Gravene og gravstenene blev bibeholdt indtil 1945, hvor de blev sløjfet efter ordre fra den tyske værnemagt, selvom menighedsrådet var villig til at forny gravstederne.
Herefter har gravstenene været forsvundet indtil for nogle måneder siden, hvor de blev genfundet under lidt specielle omstændigheder.
Nogle stykker af dem er nu blevet restaurerede og er blevet sat op i forbindelse med kirkegårdens nyeste udvidelse mod nordvest (ved kapellet).
I årsskriftet for 2010 fortælles lidt om gravstenene.